Historie og udvikling
Hestens historiske udvikling er næsten lige så gammel som menneskenes historie. Fossilfund, der muliggør et næsten komplet stamhistorisk overblik, beviser, at de enhovede pattedyr allerede i tertiærtiden udviklede sig, fortrinsvis i Nordamerika. Først senere, nemlig i vort årtusinde kom de til Europa.
Frieserhesten
Frieserhesten hører til en af de ældste hesteracer og fremkom i det 16. og 17. århundrede under den stærke indflydelse fra de daværende spanske heste ( Andalusierne ) i avlen i Nederlandene, fortrinsvis i de nordlige provinser.
Spanskblod
Denne del af Holland havde allerede et godt ry på grund af sin hesteavlstradition. I den nulevende Friesers årer flyder derfor det samme urspanske blod som hos Lipizzanerne og Kladruberne.
I begyndelsen af det 16. århundrede blev den spanske hest holdt på næsten alle europæiske gårde, og i Nederlandene friskede de adelige herrer deres krigsheste op med spansk blod.
Det var den første spanske opdræts indflydelse på de berømte Nederlandske heste, og den anden indflydelse på avlen sørgede spanierne for ved under 80 års krigen fra 1568 til 1648 at bringe spanske hingste med ind i det besatte Holland.
Skolehest
Kort derefter fik Frieserhestene ry for at være særligt velegnede som skoleheste i ridekunstens høje skole. Den blev, som det fremgår af skriftlige dokumenter, opdrættet og holdt i berømte stutterier - således også i det danske Frederiksborg stutteri, og i det biskoppelige stutteri ved Salzburg
Da Kladruberstutteriet blev genoprettet i 1771 købte opdrætterne ligeledes Frieserheste til deres avl.
I det 19. århundrede gik avlen af Frieserheste mere og mere i forfald. Alligevel udmærkede Frieserne sig som kørehest først og fremmest gennem de berømte ridemestre De Saunier og De La Gueriniere.
Travløb
På denne tid kom netop de folkekære travløb i Holland på mode. I begyndelsen indskrænkede man sig til korte distancer, såkaldte "heats" fra 300-400 meter, og først meget senere blev de længere travdistancer indført.
I deres hjemegn ved Nordsøen havde "hårdtraverne" ydet afgørende hjælp til travløbenes popularitet indtil 1875, selv om de aldrig blev fuldt udnyttet avlsmæssigt. De blev til gengæld næsten fortrængt af de importerede travere fra Rusland og Amerika.
Ned og op igen
Nedtur
Efter århundredeskiftet mistede den frisiske race langsomt deres tidligere betydning og værdi, også i handelen. Grunden til dette var. at Frieseren ikke længere opfyldte de udenlandske køberes krav, som mere og mere gik i retning af den såkaldte "Gelderske" hest. Dertil kom, at hesteavlerne i Nordholland i mellemtiden havde omstillet sig til kvægavl. Derved havnede den tidligere berømte race i isolation, og var endog truet med at uddø.
Fremgang igen
Heldigvis er det ikke gået sådan. I dag bliver der avlet Friesere i flere lande og specielt hollænderne har lavet et stort avlsarbejde, for at vi kunne beholde Frieseren.
Se Frieserens tidslinje HER